Efteråret er over os, og det betyder jagtsæson! Den danske natur byder på masser af lækkert vildt, som giver udsøgte retter til at varme sig på i efterårskulden. Læs med her, hvis du interesserer dig for jagt og gastronomi, og få inspiration til spændende retter med vildt!
Buk og bøgehatte
Den danske bukkejagt er netop gået ind, og du kan lave et utal af delikate retter med dette råvildt! Af buk kan du for eksempel lave en anderledes carpaccio, som bugner af kraft og smag. Det kan være lidt en dyr fornøjelse, hvis du skal ud at købe kødet, men smagen er til gengæld i verdensklasse, og det kan derfor godt betale sig at smide lidt ekstra penge efter det. Svampe af forskellig art passer fremragende til denne vildtcarpaccio, og for eksempel bøgehatte er fortrinlige! Disse kan enten syltes i en blanding af hvidvinseddike og dine foretrukne krydderier, eller de kan sauteres på panden lige inden servering. For at tilføje sødme til denne ret kan du lave en glace af for eksempel kirsebær, som ud over sødmen også giver både lidt friskhed og farve. Carpaccioen skal naturligvis skæres i lækre, tynde skiver, og for at den rigtig kommer til sin ret, bør den anrettes smukt og serveres med en god, kraftig vin!
Fasanbryst med baconsalat
Fasanjagten er, ligesom bukkejagten, for nyligt gået ind, og den strækker sig et godt stykke ind i vinteren også, så du har god tid til at prøve kræfter med denne fugl! Fasan passer fremragende sammen med diverse rodfrugter, som også er i sæson lige nu – det kan for eksempel serveres sammen med de klassiske bagte rodfrugter, eller du kan kaste dig ud i en mos eller puré af jordskokker, rødbeder eller noget helt tredje! Ud over rodfrugter er kål også godt som tilbehør til fasankød, og det er her, baconen kommer ind i billedet! Det salte fra baconen komplimenterer fint fasanen, og en sprød kålsalat med både bacon og forskellige nødder kan derfor snildt få en plads på bordet! Ligesom med så megen anden efterårs- og vintermad er det også ideelt at servere fasan sammen med diverse svampe. I Danmark har vi spiselig svampe i massevis, og alt efter hvornår kulden rigtig sætter ind, varer svampesæsonen et godt stykke tid endnu. Svits svampene hurtigt på panden, og så er de klar til servering. Om du vælger selv at tage på skovtur og finde dine svampe, eller om du foretrækker at overlade jagten til nogle andre er selvfølgelig en smagssag, bare husk, at svampe ikke må skylles, men derimod skal børstes rene!
Vildand og appelsinglace
Vildand kan tilberedes på utallige måder og er en yderst lækker spise, som – ligesom de andre retter med vildt – fungerer godt sammen med svampe. For eksempel kan du lave et fyldt andebryst. Du tager her dine foretrukne svampe og rister dem på en varm pande, inden du laver et snit i andebrystet, fylder svampene i og binder brystet sammen. Til dette fungerer en sauce af appelsin og enebær eller ribs rigtig fint, så eksperimenter med at lave en glace af citrusfrugt og bær, som giver både noget syrligt og noget sødt. Som tilbehør kan du igen bruge enten rodfrugter af forskellig art, eller du kan holde dig til kartofler, som tilberedes i ovnen med friske krydderurter, hvorved de får en ekstra kraftig smag! For selv at nedlægge dit vildt skal du naturligvis have jagttegn, hvilket du kan læse mere om på Jagtskole.dk, men ellers kan du de fleste steder også købe dit vildt af andre jægere, så der er ingen undskyldninger for ikke at kaste dig ud i nogle af disse vildt lækre retter!