4 lækre og nemme retter til madpakken

0
1648

Vi kender alle sammen den kedelige madpakke. Rugbrødet med leverpostej eller spegepølse er bare ikke lige det, du havde glædet dig til, når du åbner madpakken i frokostpausen. Måske skuler du altid lidt til dine kollegers lækre madpakker med pastasalater, pitabrød og lækre sandwiches, men du synes samtidig ikke selv, at du har tid til at kokkerere lækre madpakker hver dag. Denne artikel giver dig fire nemme og lækre retter til madpakken, der alle kan laves på max. 30 minutter, og med garanti slår rugbrødsmaden med længder.

Panini med aubergine og mozzarella

Du kender nok den flade, toastede sandwich, der ofte serveres med lækre grøntsager, ost og kødpålæg. En panini er en lækker opgradering fra den normale sandwich, der hurtig bliver tør og kedelig. Du kan hurtigt og let lave en super lækker og ovenikøbet sund panini. Et godt råd er at fylde op med grøntsager. Det både mætter mere og giver en lækker smag. Køb en aubergine, skær den i skiver, pensl skiverne med olivenolie og salt og smid dem i ovnen i 20 minutter. Så har du allerede hovedingrediensen klar til din panini. Smør derefter lidt pesto på begge sider af brødet, og top den med et par skiver frisk mozzarella. Du kan selvfølgelig tilføje flere grøntsager og mere kødpålæg efter eget behov. Når den er samlet skal, paninien bare toastes på begge sider, og så er den klar til madpakken.

Kartoffelpizza

Det er okay at snyde lidt, når man gerne vil lave en lækker madpakke. Køb en færdiglavet pizzadej, og lav en lækker kartoffelpizza til madpakken. Du skal kun bruge olivenolie, kartofler, rucola og ost. Skær kartoflerne i tynde skiver, og vend dem i olivenolie og salt inden du fordeler dem på pizzaen. Fordel rucola over hele pizzaen, og drys til sidst revet ost på toppen. Bag pizzaen i ca. 20 minutter til den har en gylden og sprød bund, og så er madpakken klar. Du kan evt. tilføje friske tomater, parmaskinke eller frisk mozzarella, hvis du vil gøre pizzaen endnu mere lækker.

Pastasalat med tun

Hvis I har fået en pastaret til aftensmad derhjemme, kan den hurtigt laves om til en lækker madpakke. Måske har du ikke mulighed for at varme din mad op på jobbet, så her er pastasalaten helt perfekt. Bland en spsk. mayonnaise og en tsk. citronsaft sammen med en dåse tun, og så har du allerede hovedingrediensen på plads. Tilsæt et par basilikumblade og andre grøntsagsrester, I lige har liggende i køleskabet. Put pastasalaten i en boks, og så er den klar. Tilføj evt. et stykke brød ved siden af for at mætte endnu mere.

Grøntsagsstave med hummus

Den sidste ret er meget simpel, og den tager kun få minutter at lave, men det gør den ikke mindre lækker. Ind i mellem har man brug for en hurtig snack på jobbet, og her er grøntsager med hummus en lækker en af slagsen. Du kan enten lave din egen hummus af kikærter, spidskommen, hvidløg, olie, citron og tahin, eller du kan købe en færdiglavet i diverse supermarkeder. Hvis du vælger en hjemmelavet hummus, tager retten en smule længere tid at lave, så du kan med fordel lave en stor portion. Hummus kan nemlig sagtens fryses ned, og dermed har du rester til en anden dag, hvor tiden ikke er tilstrækkelig. Put hummussen i et glas eller en boks, og put gulerodsstave, agurkestave og peberstave i en pose ved siden af. Så har du en nem, sund og lækker snack til en lang arbejdsdag.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here